lørdag den 13. september 2014

Besøg på Iværk & Vækst

Fredag d. 12. september besøgte jeg Iværk & Vækst-messen i Øksnehallen sammen med en større flok nye Markedsføringsøkonom-studerende (MAK 1a) fra EASJ, Campus Roskilde. 

Udover at få en på opleveren gav jeg de studerende en opgave. De skulle beskrive og dokumentere deres besøg på messen, med udgangspunkt i 3 ting af værdi som de tog med hjem fra messen.

Jeg vil tage min egen medicin og nævne de 3 ting fra messen der gav mig mest værdi:

Den første ting jeg vil nævne er et oplæg ved en super-entreprenør, Eric Edmeades, der talte meget inspirerende om hvordan man nemt kan vinde flere kunder ved at fokusere på sin målgruppe og give gode råd til sine kunder, fremfor at sælge. I øvrigt et indlæg der var krydret med interessante anekdoter og erfaringer fra Eric. Det er altid fedt når at opleve personer der kan komme helt udover kanten med et emne de tydeligvis har styr på! Det er sådan man gerne vil opleves som underviser...

Den anden ting jeg vil fremhæve er mulige samarbejdspartnere for Drivhuset, som kan være med til at gøre det nemmere for studerende på EASJ at starte egen virksomhed og få en positiv oplevelse med arbejdet som iværksættere. Dem var der mange af. Her et par eksempler.

CPH DOT er en iværksætter-virksomhed der tilbyder at finde leverandører i Kina som kan producere meget små mængder, fx prøver og små produktioner ifm. opstart. Spændende!

Investorer var der mange af. Her fx sdti.dk - syddansk innovation - der kan skyde både penge og hjælp i projekter der er interessante. Også interessant for iværksættere med gode ideer.

En helt klart kommende samarbejdspartner, Sparringsforløbet, er et privat, sjællandsk mentor-initiativ der er startet af erhvervsfolk med et ønske om at hjælpe iværksættere godt på vej. Det er frivilligt baseret og jeg fik en god kontakt hos en erfaren erhvervsperson i netværket som jeg kender fra tidligere. Super at erfare der er så meget goodwill rettet mod iværksættere!!!

Sidst men ikke mindst, synes jeg der var mange organisationer og virksomheder til stede, som inspirerede mig og gav tanker til eftertanke. Fx DARE2mansion som er et iværksætter-kontormiljø i København, som er et alternativt, kreativt miljø som deltog på messen. Inspirerende mennesker som jeg helt sikkert skal besøge i nær fremtid!

Set udenfor messen. Sådan kan det se ud når man har haft held med sit iværksætter-foretagende... :-)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar